​

Sumanan Sriskandarajah er 22 år gammel, da hans verden bryder sammen. Sommeren er på sit højeste, og han er sammen med en gruppe venner frivillig på Roskilde Festival. En af dem er netop blevet fundet livløs i sin seng. Han er død af et hjertestop. Sumanan er ude af den. 

 

“Jeg ringer fortvivlet rundt til folk hjemme i Aalborg, og får fat i en af mine tamilske venner. Han siger, at vi godt kan tale om det nu, men ikke derhjemme - den slags taler vi tamilere nemlig ikke om.”

 

Han har på sin egen krop oplevet de tabuer, der er i den tamilske kultur. Da Sumanan Sriskandarajah er 18 år gammel, bliver han diagnosticeret med angst og depression. Og der er nærmest ingen, der vil tale med ham om det. 

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

 

Sumanan føler sig allermest tilpas,  når han er ude som frivillig. Hvert år er han med Muskelsvindfonden både på Roskilde Festival og Grøn Koncert. (Privatfoto)

​

“Jeg føler, at det i den tamilske kultur er et tabu at virke svag. Der er så meget snak om, at man skal overgå hinanden, og derfor er det heller ikke okay at stoppe op, og sige: ‘hey, jeg har det faktisk dårligt’.” 

 

Men netop det, blev Sumanan Sriskandarajah nødt til at gøre. Han begyndte at engagere sig i frivilligt arbejde, og fandt nye, meningsfulde fællesskaber, der har hjulpet ham med at tøjle sin angst. Da han var 24 fik han sin HF efter flere års kamp. 

 

Selvom tamilerne på ydersiden er et meget velintegreret folkefærd, mener han, at meget af det er facade. Og han er træt af at  at blive bedt om at tie stille.
 

 

Statistisk succes

De tamilske flygtninge kom til Danmark i slutningen af 80’erne. En årelang undertrykkelse i hjemlandet Sri Lanka udviklede sig i 1983 til en decideret borgerkrig mellem singaleserne, der sad på regeringsmagten, og det tamilske mindretal, ledet af De Tamilske Tigre. 

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

Tamilerne er den befolkningsgruppe fra ikke-vestlige lande med højest beskæftigelse, i følge Danmarks Statistik. Men det er ikke hele historien. I løbet af de seneste år, er flere unge tamilere begyndt at tale højt om det pres, der i dele af det tamilske samfund følger med, når man som ung begynder at skulle finde sig selv. 

Kulturen i det skjulte
Sumanan er ikke alene om sine følelser. På en stille villavej i Midtjylland, er Kamilla Thavayogavanian på besøg hos sine forældre. Hun oprettede i 2019 foreningen Raangi som et talerør for unge tamilere. Foreningens hjemmeside indeholder beretninger om alle de ting, der ellers kan være svære at  tale om i den  tamilske kultur. 

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

Kamilla Thavayogavanian bor normalt i Aalborg, men er i øjeblikket flyttet hjem til sine forældre i Bjerringbro på ubestemt tid. (Foto: Lauge Jung)

​

Det lille parcelhus ligger langt fra høje boligblokke, ghettolister, eller andre identitetsmarkører danskerne ofte forventer, når snakken falder på indvandrere. Det eneste der afslører den tamilske families tilstedeværelse, er skiltet på postkassen. Thavayogavanian. Og netop dette kendetegner ifølge Kamilla Thavayogavanian den tamilske integration i Danmark: 

 

“Tamilerne er velintegrerede når man ser på statistikkerne, men de holder sig lidt for sig selv. De får et arbejde og får en uddannelse, men det, med at holde fast i den tamilske kultur og bede to gange om dagen holdes meget privat: det er ikke noget danskerne behøver at høre om.” 

 

Hun er uddannet sociolog og stiller via foreningen gratis sin hjælp til rådighed for unge tamilere, der har det svært. Henvendelserne drejer sig om alt fra kæresteforhold, seksualitet og psykisk sygdom, men især forventningspresset fra forældrene, fylder for mange. 

 

Et vigtigt talerør

Sumanan Sriskandarajah er en af dem, der har sin historie stående på hjemmesiden. Han synes det er vigtigt at gøre op med kulturen om, at man skal vælge en bestemt vej for at få et lykkeligt liv. 

 

“Jeg er vokset op med, at jeg enten skulle være læge eller ingeniør. Alle andre uddannelser var no go. Det handler meget om at komme hurtigst fra A til B. Fra folkeskole, til gymansiet, til universitet. Og her har jeg bare ikke kunne følge med. ”

Marianne Qvortrup Fibiger er lektor i Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet og har forsket i tamilere, og integration. Hun tilføjer, at det ofte er anden generation, der må tage de største konfrontationer:

​

“Anden generation er enten født her, eller kommet hertil som ganske små. De har gået i danske skoler, og er  vokset op i et krydsfelt mellem to måder at anskue verden på. Det skaber nogle problemer - så det er tit anden generation der må tage kampene.”
 

En tung arv

Sumanan Sriskandarajah er bange for, at de høje forventninger og tabuerne kan fortsætte med at gå i arv, hvis ikke tamilerne begynder at tale om de ting, der er svære.

 

Han føler selv, at han er heldig, fordi han gennem sin opvækst har haft et klart forbillede at se op til. Nemlig hans fætter, Brian Sivabalan - bedre kendt under kunstnernavnet Lord Siva. 

 

“Da han begyndte at lave musik røg han ud i kulden. Det var ikke en acceptabel karriere. Men da han fik succes, trak de det tilbage - så var det pludselig okay igen - han havde opnået noget, man kunne prale med.” 

 

Han håber, at han selv kan sætte gang i nogle samtaler ved at tale åbent om sin angst og depression. Hans familie, der til at begynde med havde meget svært ved at forstå hvorfor han ikke gik den lige vej, har meget lettere ved at tale om det nu.

 

“Jeg tror, at jo mere man snakker om det, jo mere forstår folk. Man skal ikke kræve, at de skal kunne svare lige nu og her, men bare det, at de lytter, hjælper.  Gennem de ting man siger, og de oplevelser man fortæller om lærer de bedre at håndtere forskellige ting.”

​